Det gamle
krucifix i V. Nebel kirke.
Af Morten Harborg, fhv. skoleinspektør på V. Nebel skole.
I 1951 – 52 blev der foretaget en meget omfattende – også tiltrængt – restaurering af V. Nebel kirkes indre og dens inventar. Loftsbjælkerne med loft blev fornyet, trægulvet i midtergang og kor erstattedes af det nuværende munkestensgulv, stolegavlene blev istandsat og bænkene fornyet. Altertavlen rørte man ikke meget ved dengang, hvorimod prædikestolen og himmelen derover blev taget ned, skilt ad, restaureret og malet. Da de oprindelige farver ikke kunne rekonstrueres, valgte man at male både prædikestol og himmel i de nuværende lyse farver dekoreret med guld.
V.
Nebel kirke o. år 1900.
Før arbejdets påbegyndelse havde det daværende menighedsråd
besluttet, at kirkens gamle krucifix også skulle istandsættes og igen hænges
op. Det havde oprindeligt hængt på korvæggen, men da det efterhånden var blevet
meget medtaget, blev det omkring 1930 taget ned og anbragt på kirkens loft,
hvor det yderligere havde taget skade, da det havde været udsat for regnvand,
som dryppede gennem det dengang utætte tag.
Ansvaret for konserveringen af kirkens inventar samt for
udvælgelsen af farver var overdraget konservator Andersen, og hans assistent,
konservatormedhjælper Abildgaard Jensen, udførte det praktiske arbejde.
Da han ikke godt kunne være i kirken med dette, idet andre
håndværkere optog pladsen her, blev der indrettet et primitivt værksted i et
værelse på loftet i den gamle skole, som jo lå lige ved siden af kirken. Her
kunne Abildgaard ugenert skille de gamle ting ad, reparere dem og male dem. Det
var naturligvis meget spændende for os på skolen at følge med i denne proces,
og vi fik herved et vældigt godt forhold til ham. Det blev hurtigt en
selvfølge, at han hver eftermiddag drak en kop køkkenkaffe sammen med os.
Da prædikestol og himmel var færdige og igen på plads i
kirken, kom turen til krucifixet. Den ca. 1 m høje figur blev taget frem, og
Abildgaard gik i gang med at finde ud af, hvad der kunne gøres ved den. En
eftermiddag kom han ind til os. ”Her skal i lige se, hvad jeg har fundet”,
sagde han og lagde nogle småting på køkkenbordet. Under arbejdet med at fjerne
den gamle maling, som endnu var i behold på krucifixet, havde han afdækket en
kobberplade på dettes hoved. Han havde løsnet pladen og derunder fundet et
lille hulrum, hvori der lå et stykke silketøj vundet om nogle benstumper med en
kort tekst, skrevet på latin.
Abildgaard var straks klar over, han havde fundet et
relikvie og var meget begejstret. ”Det er netop sådan noget, som gør vort
arbejde så spændende”, sagde han. Menighedsrådets formand, pastor (senere
provst) Schmidt, sendte de fundne genstande til Nationalmuseet med beretning
om, hvor og hvordan de var kommet for dagens lys. Nationalmuseets folk mente
vistnok, det var dem, der burde have fremdraget fundet. Men Abildgaard kunne jo
ikke finde sådan en kobberplade uden at løsne den og se, hvad der gemte sig
under den.
Den latinske tekst blev tydet og oversat. Oversættelsen
lyder: ”Dette ribben fra de 11000 jomfruer er anbragt her af magister Thyge
kantor i Ribe, i det Herrens år 1318, 8. dagen efter Herrens Himmelfart, til
ære for det hellige kors”.
Nationalmuseet fik efter eget ønske også tilsendt
krucifixet. Trods store huller hist og her i træet, fingrene var borte, og det
oprindelige kors var gået tabt, var figuren smuk og interessant. Stilen røbede,
at det var resterne af en i hele Vesteuropa kendt type, der var skabt i
begyndelsen af 1300 tallet. Det, denne type gav udtryk for, var en ny kristelig
opfattelse, hvor Kristus fra nu af blev fremstillet som den lidende frelser.
Figurerne var kendte, det betydningsfulde var, at man nu havde fået dem nærmere
tidsbestemt, hvilket man hidtil havde savnet.
Nationalmuseet ville gerne have beholdt krucifixet. Man
tilbød at lade en kopi af det fremstille, eller hvis man hellere ville have
det, at lade et helt andet udføre af en nutidig kunstner som erstatning. Men
menighedsrådet stod meget fast på, at kirken skulle have sit gamle krucifix
tilbage. Det bøjede man sig for. Det kom tilbage – på prøve – som det dengang
hed. Men det er da her stadig! Træet var præpareret mod orm og råd, men de sår,
tidens tand havde gnavet, var ikke udbedret. Et nyt kors i egetræ fulgte dog
med. Relikviet og pergamentstrimlen opbevares på Nationalmuseet.
Det gamle krucifix fra 1300-tallet, som nu hænger på
nordvæggen i V. Nebel kirke, er ikke blot symbol på den lidende frelser, det
har også et relikviegemme. I Ribe i Skt. Katharinæ kirke har man haft et
krucifix, som påfaldende lignede det i V. Nebel kirke. I 1961 forsvandt det
sporløst, og man kan kun forklare det med, at det er blevet stjålet, en skæbne,
som meget nødig skulle overgå krucifixet i V. Nebel kirke!