Klara Lønnes barndomshjem i Hygum.

 

Klara Lønne, Gjesing, (født 10/8 1901) var en datter af Peder Bjerre fra Bjerregård i Hygum. Hun fortæller i det følgende om sine minder fra barndomstiden i Hygum for 100 år siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bjerregård i Hygum ca. 1907. Til venstre Peder og Marie Bjerre. Pigen længst til højre er Klara Lønne (født Bjerre). Gården brændte 1921.

 

 

 

Klara Lønne, marts 1986.

 

 

                      Jeg, Klara Lønne, er fra Vester Nebel sognearkiv blevet bedt om at fortælle, hvad jeg husker fra min allertidligste barndom og ungdom, hvad der skete dengang, og hvem der boede i Hygum.

 

                      Jeg blev født den 10-08-01 på Bjerregården. Mine forældre var Marie og Peder Bjerre. Når vi gik lidt sydpå over et dige og lidt længere, kom vi til en gård. Der boede Margrethe og Jens Jacob Christensen. Jeg kom der tit, der var mange børn at lege med, jeg var jo alene barn derhjemme. Men der boede også mandens forældre på aftægt. Det var Marie og Pejr. Det var dejligt at komme ud til dem. Pejr sad og bandt kurve til hakkelseskasse o.l. , og Marie strikkede strømper til de rnange børn. Men de gamle mennesker havde før haft en gård. Det var den ene af de af de to gårde, der var før Esbjerg blev til. De havde nok ikke drømt om, at det var begyndelsen til, hvad Esbjerg er nu.

                      Gik vi med vejen lidt længere østpå, kom vi til Pejrs bror , Jens Esbjerg og Bodil. De havde fire børn, to døtre og to sønner. Tuberku­losen var slem dengang, og begge døtre døde. Hans, den ældste, overtog gården og blev gift med naboens datter, Mary Nielsen, og Johannes blev gift med smedens Anna. De bosatte sig i Gummesmark.

                      Længere vestpå blev der bygget en gård på en udmark fra Hans Knudsens gård. Sønnen derfra og hans kone Lene boede der i nogle få år. Der sagdes om ham, han ikke var så meget landmand. De solgte gården til Lundslægten, som vistnok kom fra Herningegnen. Broderen havde en margarinefabrik. Jeg husker ikke, om det var i Varde eller Esbjerg.

                      Går vi lidt længere sydpå, kommer vi til, hvor Anna Kirstin og Dres  "o æ hie" boede, en lille ejendom, der blev drevet med stude. De havde en datter, Kjesten sypige. Hun kom med sin symaskine og blev i flere dage og syede for os. Det var meget spændende. Så skulle der en ny kjole sys m. m.

                      Der var også to sønner, Lille Søren og Store Søren. Desuden var der en søn fra Anna Kirstins første ægteskab, Niels Pejsen, vognmand i Brøndum. Hans far døde meget tidligt af tuberkulose. Hans far var en bror til min far.

                      Helt oppe i den østlige ende af Hygum lå der en lille ejendom ved Kamp. Konen hed Sara og manden Jens Pedersen. Det var småt for dem. Der kom ti børn. Efter den sidste døde konen. Hun kunne ikke selv klare det. De tre sidste af børnene blev sat i pleje hos familier i Hygum og Brøn­dum. De fik meget gode plejehjem, hvor de blev som deres egne.

                      Lidt vestpå herfra lå den store gård Hygum Østergård. Her boede Laura og Hans Jessen. Det var meget rare mennesker. De havde en lille pige, der hed Lisbeth. Hende passede jeg tit, når de skulle ned i en­gene. Nede vest for vores gård havde mange af gårdene et stykke eng. Laura var en søster til Johanne nede fra Ølufvad kro. Hans Jessens flyttede senere hen til Brørup til gården Grønlund ved hovedvej 1.

                      Lidt længere i vest lå en mindre ejendom. Her boede en lille familie, Niels Jepsen og kone. De havde to piger, som jeg gik i skole sammen med, Marie og Sigrid. Vi var til nogle gode børnegilder der, men ellers levede de mest i deres egen lille verden. Deres arbejdstid og gøremål lå nærmest en halv dag efter andres.

                      Og så var der det lille kønne hus og ejendom midt i byen, hvor Gertrud og Hans Knudsen boede. De havde før haft en gård. Gertrud var Hans' s anden kone. De havde ingen børn. Gertrud stammede fra Roust møl­le. Vi var en del børn og unge, som fandt ind til dem. Det var simpelt hen så hyggeligt at sidde der på bænken i køkkenet og snakke og få en kop kaffe. Vi var altid velkommen, og da de skulle have sølvbryllup, skulle de fejres. Vi var en tre-fire stykker, der kørte til Esbjerg med hest og jumbe. Vi købte et dannebrogsflag, og vi fik tømreren til at lave en flagstang. Natten før sølvbrylluppet bar vi flagstangen fra  V. Nebel ud til dem i dybeste mørke. Nogen så os, og der gik vilde rygter om spøgelser og genfærd eller tyveknægte. Vi fik stangen i jorden, og flaget blev hejst om morgenen. Det gjorde lykke.

                      Midt i byen lå en større gård, hvor Hanne og Søren Bjerre boede, han mest bakkende på en pibe, men på sin sindige måde gav han hjælp og gode råd. Hanne var vel nok min mors mest fortrolige. Til hende kunne man komme med alt og gå hjem med et lysere sind. Familien var be-gavet og meget kulturelt indstillet. Der var fem børn. Det var mest de to yngste, vi kom sammen med. De var jævnaldrende med min bror Søren. Simon var jo tit mellem de ledende i ungdomstiden. Han døde blot alt for tidligt. Johannes blev højskolelærer (på Krabbesholm højskole ved Skive).

                      På en gård længere mod syd boede Frans og Sine. Frans har jeg al­drig kendt. Sine var enke. På et tidspunkt kom en ung mand hjem fra Amerika. Han var vist fra Outrup. Vi kaldte ham Andreas amerikaner. Han købte gården og skulle så til at se sig om efter en kone. Det blev Marie Madsen, datter af Laust Madsen, Vestervad. Hun var en flot og dertil dygtig kone. De fik en flok børn, men han kunne overse det hele. Gården er vist i familiens eje endnu.

                      Vi derhjemme kom til at kende dem meget nærmere, da der skete det, at vort hjem brændte ned. Vi fik tilbud om at flytte op i det hus, de­res aftægtskone, Sine, havde boet i. Hun var lige død og blev begravet dagen før branden. Vi boede da i den ene ende af huset i flere måneder, til vores hjem blev bygget op igen. Vi mødte hos dem en enestående hjælp og venlighed.

                      Det var også på den tid, min far døde. Han blev 81 år gammel, og jeg tror, branden af det hjem, hvor han havde levet en menneskealder og holdt så meget af, gav ham et chok, som tog hans sidste kræfter.

 

                       Jeg har nu fortalt noget om en del af Hygums ejendomme og enkelte træk om folk  der boede på dem. Det skildrer tiden omkring 1910 og fremover. Der blev bygget forsamlingshus i V. Nebel. Jeg mindes svagt, at der var en del strid, om det skulle bygges, men det er der jo altid, når noget nyt skal opstå. Jeg ved, far kæmpede for, forsamlingshuset skulle bygges. Det var også en tid, hvor der blev bygget flere højskoler.

                      Forsamlingshuset blev til megen gavn og glæde, både for børn, unge og ældre. Der var jo ingen gymnastiksal på skolen dengang. Der blev la­vet gymnastik, og til gymnastikopvisningerne mødte jo næsten alle sog­nets beboere op, og ligeså når der blev spillet dilettant. Senere sam­ledes vi til foredrag, og efterårsmødet var en stor dag. Foredragshol­derne var som regel højskolemænd. Det begyndte om eftermiddagen, og vi havde madkurv med. Efter hvad jeg husker, var der god tilslutning til at være med. Der blev talt og sunget og lært mange sange. Det var jo også en tid, hvor flere tog på højskole, og der blev mere åbenhed for den del af kulturlivet.

                      Det var også en hel naturlig ting, at vi gik i kirke. Vi havde provst Hansen. Ham husker jeg nu ikke så tydelig, men efter ham kom pa­stor Kelstrup. Hos ham blev jeg også konfirmeret. Privat havde vi det rart sammen. Min far var næsten opdraget i fru Kelstrups familie. Hun var af Høgsbroslægten  Og min bror, Marinus, havde plads i præstegården, hvor han passede landbruget, og så skulle han jo køre for præsten, når han skulle ud.

                      Mit hjem var et stuehus med 10 fag vinduer, og så var der stald og lade. I køkkenet var der en åben skorsten, meget koldt om vinteren.

                      Der var en dør ind til en trefagsstue. I den østlige ende af stuen stod der to senge. Ved siden af den ene seng var der en lukket alkove, den brugte vi nu ikke. I den anden ende af stuen var der et bord med en fast bænk på de to sider. Væggene deromkring var beklædt med kakler - eller fliser. Der var et skab og et gammelt kønt ur, som mor havde arvet fra sit hjem, og så var der en dejlig varm kakkelovn. Den var vores opholds­stue, næsten hele døgnet.

                      I stuen med to fag ved siden af var der plydsmøbler, og et gammelt chatol samt flere småting. I den ene mur var der indbygget et skab, det gik ind over bageovnen. Og videre var der en skorsten uden varme. Der var et stort dobbelt skab, piedestal og et fint skab, hvor sølvtøjet kunne hænge, ramme med sølvkrans og mindevers.

 

Hjemmeside