Klara
Lønnes barndomshjem i Hygum.
Klara Lønne, Gjesing, (født
10/8 1901) var en datter af Peder Bjerre fra Bjerregård i Hygum. Hun fortæller
i det følgende om sine minder fra barndomstiden i Hygum for 100 år siden.
Bjerregård i Hygum ca. 1907. Til venstre Peder og Marie Bjerre. Pigen længst til højre er Klara Lønne (født Bjerre). Gården brændte 1921.
Klara Lønne, marts 1986.
Jeg, Klara Lønne, er fra Vester Nebel
sognearkiv blevet bedt om at fortælle, hvad jeg husker fra min allertidligste
barndom og ungdom, hvad der skete dengang, og hvem der boede i Hygum.
Jeg blev født den 10-08-01 på Bjerregården.
Mine forældre var Marie og Peder Bjerre. Når vi gik lidt sydpå over et dige og lidt
længere, kom vi til en gård. Der boede Margrethe og Jens Jacob Christensen. Jeg
kom der tit, der var mange børn at lege med, jeg var jo alene barn derhjemme.
Men der boede også mandens forældre på aftægt. Det var Marie og Pejr. Det var
dejligt at komme ud til dem. Pejr sad og bandt kurve til hakkelseskasse o.l. ,
og Marie strikkede strømper til de rnange børn. Men de gamle mennesker havde
før haft en gård. Det var den ene af de af de to gårde, der var før Esbjerg
blev til. De havde nok ikke drømt om, at det var begyndelsen til, hvad Esbjerg
er nu.
Gik vi med vejen lidt længere østpå, kom vi til
Pejrs bror , Jens Esbjerg og Bodil. De havde fire børn, to døtre og to sønner.
Tuberkulosen var slem dengang, og begge døtre døde. Hans, den ældste, overtog
gården og blev gift med naboens datter, Mary Nielsen, og Johannes blev gift med
smedens Anna. De bosatte sig i Gummesmark.
Længere vestpå blev der bygget en gård på en
udmark fra Hans Knudsens gård. Sønnen derfra og hans kone Lene boede der i
nogle få år. Der sagdes om ham, han ikke var så meget landmand. De solgte
gården til Lundslægten, som vistnok kom fra Herningegnen. Broderen havde en
margarinefabrik. Jeg husker ikke, om det var i Varde eller Esbjerg.
Går vi lidt længere sydpå, kommer vi til, hvor
Anna Kirstin og Dres "o æ
hie" boede, en lille ejendom, der blev drevet med stude. De havde en
datter, Kjesten sypige. Hun kom med sin symaskine og blev i flere dage og syede
for os. Det var meget spændende. Så skulle der en ny kjole sys m. m.
Der var også to sønner, Lille Søren og Store
Søren. Desuden var der en søn fra Anna Kirstins første ægteskab, Niels Pejsen,
vognmand i Brøndum. Hans far døde meget tidligt af tuberkulose. Hans far var en
bror til min far.
Helt oppe i den østlige ende af Hygum lå der en
lille ejendom ved Kamp. Konen hed Sara og manden Jens Pedersen. Det var småt
for dem. Der kom ti børn. Efter den sidste døde konen. Hun kunne ikke selv
klare det. De tre sidste af børnene blev sat i pleje hos familier i Hygum og
Brøndum. De fik meget gode plejehjem, hvor de blev som deres egne.
Lidt vestpå herfra lå den store gård Hygum
Østergård. Her boede Laura og Hans Jessen. Det var meget rare mennesker. De
havde en lille pige, der hed Lisbeth. Hende passede jeg tit, når de skulle ned
i engene. Nede vest for vores gård havde mange af gårdene et stykke eng. Laura
var en søster til Johanne nede fra Ølufvad kro. Hans Jessens flyttede senere
hen til Brørup til gården Grønlund ved hovedvej 1.
Lidt længere i vest lå en mindre ejendom. Her
boede en lille familie, Niels Jepsen og kone. De havde to piger, som jeg gik i
skole sammen med, Marie og Sigrid. Vi var til nogle gode børnegilder der, men
ellers levede de mest i deres egen lille verden. Deres arbejdstid og gøremål lå
nærmest en halv dag efter andres.
Og så var der det lille kønne hus og ejendom
midt i byen, hvor Gertrud og Hans Knudsen boede. De havde før haft en gård.
Gertrud var Hans' s anden kone. De havde ingen børn. Gertrud stammede fra Roust
mølle. Vi var en del børn og unge, som fandt ind til dem. Det var simpelt hen
så hyggeligt at sidde der på bænken i køkkenet og snakke og få en kop kaffe. Vi
var altid velkommen, og da de skulle have sølvbryllup, skulle de fejres. Vi var
en tre-fire stykker, der kørte til Esbjerg med hest og jumbe. Vi købte et
dannebrogsflag, og vi fik tømreren til at lave en flagstang. Natten før
sølvbrylluppet bar vi flagstangen fra
V. Nebel ud til dem i dybeste mørke. Nogen så os, og der gik vilde
rygter om spøgelser og genfærd eller tyveknægte. Vi fik stangen i jorden, og
flaget blev hejst om morgenen. Det gjorde lykke.
Midt i byen lå en større gård, hvor Hanne og
Søren Bjerre boede, han mest bakkende på en pibe, men på sin sindige måde gav
han hjælp og gode råd. Hanne var vel nok min mors mest fortrolige. Til hende
kunne man komme med alt og gå hjem med et lysere sind. Familien var be-gavet og
meget kulturelt indstillet. Der var fem børn. Det var mest de to yngste, vi kom
sammen med. De var jævnaldrende med min bror Søren. Simon var jo tit mellem de
ledende i ungdomstiden. Han døde blot alt for tidligt. Johannes blev
højskolelærer (på Krabbesholm højskole ved Skive).
På en gård længere mod syd boede Frans og Sine.
Frans har jeg aldrig kendt. Sine var enke. På et tidspunkt kom en ung mand
hjem fra Amerika. Han var vist fra Outrup. Vi kaldte ham Andreas amerikaner.
Han købte gården og skulle så til at se sig om efter en kone. Det blev Marie
Madsen, datter af Laust Madsen, Vestervad. Hun var en flot og dertil dygtig
kone. De fik en flok børn, men han kunne overse det hele. Gården er vist i
familiens eje endnu.
Vi derhjemme kom til at kende dem meget
nærmere, da der skete det, at vort hjem brændte ned. Vi fik tilbud om at flytte
op i det hus, deres aftægtskone, Sine, havde boet i. Hun var lige død og blev
begravet dagen før branden. Vi boede da i den ene ende af huset i flere
måneder, til vores hjem blev bygget op igen. Vi mødte hos dem en enestående
hjælp og venlighed.
Det var også på den tid, min far døde. Han blev
81 år gammel, og jeg tror, branden af det hjem, hvor han havde levet en
menneskealder og holdt så meget af, gav ham et chok, som tog hans
sidste kræfter.
Jeg har
nu fortalt noget om en del af Hygums ejendomme og enkelte træk om folk der boede på dem. Det skildrer tiden omkring
1910 og fremover. Der blev bygget forsamlingshus i V. Nebel. Jeg mindes svagt,
at der var en del strid, om det skulle bygges, men det er der jo altid, når
noget nyt skal opstå. Jeg ved, far kæmpede for, forsamlingshuset skulle bygges.
Det var også en tid, hvor der blev bygget flere højskoler.
Forsamlingshuset blev til megen gavn og glæde,
både for børn, unge og ældre. Der var jo ingen gymnastiksal på skolen dengang.
Der blev lavet gymnastik, og til gymnastikopvisningerne mødte jo næsten alle
sognets beboere op, og ligeså når der blev spillet dilettant. Senere samledes
vi til foredrag, og efterårsmødet var en stor dag. Foredragsholderne var som
regel højskolemænd. Det begyndte om eftermiddagen, og vi havde madkurv med.
Efter hvad jeg husker, var der god tilslutning til at være med. Der blev talt
og sunget og lært mange sange. Det var jo også en tid, hvor flere tog på
højskole, og der blev mere åbenhed for den del af kulturlivet.
Det var også en hel naturlig ting, at vi gik i
kirke. Vi havde provst Hansen. Ham husker jeg nu ikke så tydelig, men efter ham
kom pastor Kelstrup. Hos ham blev jeg også konfirmeret. Privat havde vi det
rart sammen. Min far var næsten opdraget i fru Kelstrups familie. Hun var af
Høgsbroslægten Og min bror, Marinus,
havde plads i præstegården, hvor han passede landbruget, og så skulle han jo
køre for præsten, når han skulle ud.
Mit hjem var et stuehus med 10 fag vinduer, og
så var der stald og lade. I køkkenet var der en åben skorsten, meget koldt om
vinteren.
Der var en dør ind til en trefagsstue. I den
østlige ende af stuen stod der to senge. Ved siden af den ene seng var der en
lukket alkove, den brugte vi nu ikke. I den anden ende af stuen var der et bord
med en fast bænk på de to sider. Væggene deromkring var beklædt med kakler -
eller fliser. Der var et skab og et gammelt kønt ur, som mor havde arvet fra
sit hjem, og så var der en dejlig varm kakkelovn. Den var vores opholdsstue,
næsten hele døgnet.
I stuen med to fag ved siden af var der
plydsmøbler, og et gammelt chatol samt flere småting. I den ene mur var der
indbygget et skab, det gik ind over bageovnen. Og videre var der en skorsten
uden varme. Der var et stort dobbelt skab, piedestal og et fint skab, hvor
sølvtøjet kunne hænge, ramme med sølvkrans og mindevers.