Den
gamle by.
Lifstrup
er en gammel hedelandsby fra vikingetiden. Den gamle
by lå ved nuværende sving på Gl. Lifstrupvej, omtrent
hvor Mosbjerggård ligger. Byens agerjord strakte sig øst-vest fra hovedvejen og hen til, hvor Vestergård ligger,
og nord-syd fra lidt nord for landsbyen ned til
engene ved åen. Resten af Lifstrup var hede samt lidt
kær og mose, dvs. hovedparten (se kort 1) lå udyrket hen. Og heden var helt
ubeboet i gamle dage. Eller næsten - på et tidspunkt havde der holdt en
røverbande til omkring skellet til Vardes hede, ved den såkaldte Røverkælder.
Selve den gamle landsby var
heller ikke stor. Der var i 1600-tallet kun 4 gårde. 2 af disse blev omkring
1700-tallet delt i 4 halvgårde, således der blev 6 gårde i alt. Gårdene lå
efter tidens skik helt tæt samlede. Der var tale om Lifstrupgård,
Gl. Lifstrupvej 41, Avlinggård,
Vestergård, Mosbjerggård og Enggård.
Gårdene var fæstegårde under forskellige godser og skiftede ejere flere gange.
Nye tider kom i 1794. Da ophævede
man det gamle landsbyfællesskab og udskiftede byens jorder, så hver gård fik
hver sin samlede jordlod som erstatning for en lang række jordlodder i de
forskellige tægter. Af kort 2 fremgår, hvordan jorden
blev fordelt. 2 gårde blev udflyttet: Vestergård og Avlinggård.
Vestergård ligger stadig samme sted; mens Avlinggård
forsvandt ca. 1880, efter at gården 1845 var blevet lagt ind under Ølufvad Kro. De fire øvrige gårde blev liggende samme sted.
Mosbjerggård ligger stadig ved sin oprindelige
placering, Enggård er kun flytttet
lidt, mens Lifstrupgård og Gl. Lifstrupvej
41 i dag er flyttet ca. 100 m..
Udparcelleringer
efter udskiftningen.
Efter udskiftningen af landsbyens
jord og overgangen til selveje blev der åbnet muligheder for udstykning af
gårdenes jorder. Og det skete da også 1813 - 19. 1813 - 14 blev Lifstrups dengang største gård, Enggård,
delt i en lang række parceller. Herved opstod tre nye gårde. Samtidig blev
gårdens store hedelod ude ved hovedvejen inddelt i
adskillige smalle parceller, vinkelret på hovedvejen. Disse hedelodder
blev solgt til forskellige gårdejere i omegnen, som ikke selv havde hede.
Fra 2 andre gårde blev der også
udstykket hver sin ejendom. Det karakteristiske ved disse i alt 5 nye ejendomme
(se kort 5) var, at de ligesom de gamle gårde blev placeret på den gode jord i
nærheden af åen. Og ligesom de gamle gårde, fik de alle et stykke godt jord, en
englod og et stykke hede. De 3 af ejendommene ligger
stadig samme sted, mens 2 er blevet flyttet et par hundrede meter.
De
fattige hedehusmandsbrug.
Efter de første udparcelleringe indtrådte en ny epoke. Fra 1819 til 1900
opstod ca. 8 nye husmandsbrug. I modsætning til de forrige udstykninger blev
disse nye brug placeret udenfor Lifstrups gode jord,
altså på heden nord og øst for Lifstrup by. Flere af
brugene var oprindeligt placeret på lejet jord fra de gamle gårde. Da man
stadig kun havde ret begrænset kendskab til hedeopdyrkningsteknik,
blev der tale om meget fattige husmandsbrug med et sparsomt udkomme. Flere af
ejendommene eksisterer da heller ikke længere, og bygningerne på de øvrige er i
dag ombyggede eller har skiftet placering.
2 af ejendommene lå lige nord for
Lifstrup. Beboerne af disse var familie til ejerne af
moderejendommene. Disse to brug var knap så fattige, idet de jo på den ene og
anden måde kunne hente hjælp fra familien. Men resten af de nye hedehusmandsbrug (+ enkelte enligtliggende
huse på heden) var yderst fattige, og på tidspunkter var det skik, at man
bragte mad ud til beboerne, når nøden vart størst. Beboerne havde dog også et
andet erhverv ved siden af landbruget, eksempelvis skorstensfejer, skrædder,
daglejer osv..
I øvrigt var der på heden også et
fattighus for V. Nebel sogn. Denne fungerede som sådan 1840 - 65. Derefter blev
stedet lejet ud til en hedehusmand. Huset blev
brækket ned 1911. Selve hedelodden dertil blev da
tilplantet af skoleelever fra Ølufvad skole og blev
til den såkaldte skoleplantage. Der skal her nævnes, at også flere
gårdejere tilplantede noget af deres hede med hovedsageligt fyrretræer omkring
århundredskiftet. Der findes stadig små rester af disse plantager.
Sejren
over heden.
Som det fremgår af kort 1 - 4 var
det kun begrænset, hvor meget hede man havde opdyrket frem til århundredskiftet.
I sidste del af forrige århundrede begyndte det dog at gå hurtigere.
Oprettelsen af Hedeselskabet i forrige århundrede,
udbredelse af viden om jorddyrkningsteknikker og om korrekt brug af mergel,
andelsbevægelsens fødsel, overgang til animalsk produktion m. m. gjorde, at der
begyndte at ske noget ude på heden i de sidste årtier af forrige århundrede.
Fra de gamle gårde i den gamle by kunne man pløje længere nordpå ind i heden.
Nogle af de fattige hedehusmænd kunne få mere jord
under plov og større udkomme fra deres ejendomme, endda så meget at de i de
første årtier i nuværende århundrede kunne få nye bygninger til erstatning for
deres hidtidige små og dårlige bygninger.
Da de gamle gårde fik opdyrket
mere jord gennem hedeopdyrkningen, kunne de også ernære
flere mennesker. Der hørte flere hundrede tønder land til. Derfor blev flere af
gårdene udstykket til hovedsageligt familiemedlemmer 1900 - 1930. Sønner eller
døtre fik et stykke hedejord eller et delvist
opdyrket stykke jord, hvor de så lod en gård opføre. Mange støbte selv stenene
til bygningerne eller helstøbte murene. Ligeledes
opdyrkede man selv over en årrække heden med heste foran ploven. Mergel, som
var uundværlig ved opdyrkningen, blev i stor udstrækning hentet fra
modergårdens jord i Gl. Lifstrup. Det mest berømte
tilfælde herpå er Jørgensen-gårdene, som er omtalt her.
Der var da også andre gårdmænd,
som selv opførte en ejendom ude på det nyopdyrkede hedejord
og dernæst solgte denne ejendom til fremmede folk.
Jørgensen-gårdene.
Ane Margrethe og Andreas
Jørgensen havde ved århundredskiftet Lifstrupgård,
som dengang var Lifstrups største gård. Det var
Andreas Jørgensens fødegård. På det tidspunkt var der 264 tdr. l., heraf en
stor del hede. A. J. øjnede mulighederne og opdyrkede sammen med sønnerne en
stor del af heden. Da der i familien var 3 døtre og 6 sønner var der brug for
jord. Gården blev 1910 - 25 delt i 5 lige store dele på hver 52 - 53 tdr. l..
På de fleste af parcellerne var ca. halvdelen af jorden opdyrket, på en enkelt
var der dog praktisk taget intet opdyrket. Og hvordan gik det så?
Jørgen Jørgensen var den
ældste, og han fik det første stykke jord og byggede Gl. Lifstrupvej
33 i 1910, samme år som han blev gift med Maren. Den næstældste var Frands
Peder Jørgensen, som i 1917 blev gift med Ane og samme år overtog en parcel
omkring Ny Lifstrupvej, hvor han opførte Nørkjærgård. Maren Jørgensen var den ældste af
døtrene. Hun døde som 21-årig i 1910 af tuberkulose. Kirsten Marie Jørgensen
blev 1924 gift med nabosønnen Christen Christensen,
som overtog fødegården Lifstrup Vestergård.
Den "midterste" af
børnene, Jens Jørgensen, måtte overtage en andens plads. Storebroderen
Jørgen var død i 1923 af polio, så Jens indtog hans plads. I 1925 giftede han
sig med enken Maren og videredrev gården. Han delte i 1940 gården i to lige
store dele, så Maren og Jørgens datter Anne Margrethe sammen med sin mand kunne
få et nyt husmandsbrug.
Den næste i rækken var Tobias
Jørgensen, som 1924 overtog sin hedelod og
byggede Lifstrup Hovedvej 54. Han blev i 1929 gift
med Marie. Magnus Jørgensen overtog fødegården i 1928, samme år han blev
gift med Marie. Magnus delte gården i 1958, så sønnen Marner
kunne få et husmandsbrug.
Den yngste af sønnerne Georg
Jørgensen byggede den sidste af gårdene, Ny Lifstrupvej
20, i 1925. Han blev gift med Sine i 1933. Forinden var der dog sket noget
andet. Lillesøster Ane Jørgensen var der nemlig ikke en parcel til fra
den gamle gård, og hun blev ikke gift med en nabosøn.
Så da Ane i 1931 blev gift med Jens Olesen Clausen delte Georg sin gård i to,
hvorved Ane og Jens Clausen kunne bygge en ejendom, Brodergave.
Det karakteristiske var, at alle
søskende fik deres liv og virke i Lifstrup, og da de
senere blev gamle og afstod gårdene, byggede de enten en aftægtshus
ved gården, blev boende på gården eller købte et hus i Lifstrup,
hvor de også endte deres liv.
Eventyret
på Lifstrup Hede.
Omkring 1930 var der sket store
ting på heden. Heden havde fået sit grundskud; men der var endnu store udyrkede
strækninger. Disse strækninger forsvandt praktisk talt helt i løbet af de næste
20 år. Årsagen til at det gik specielt hurtigt omkring 1930 skyldtes flere
ting. Blandt det vigtigste var organiseringen af mergelarbejdet. Mergel var uundværlig
ved hedeopdyrkningen, idet merglen har et stort
kalkindhold, som er nødvendig for at gøre en sur hedejord
frugtbar. I perioden 1916 - 50 oprettedes der 4 mergelselskaber i Vester Nebel
sogn. Vester Nebel Mergelselskab, som oprettedes 1928, organiserede
mergeludvinding ved nuværende Nebel sø. Herfra fragtedes merglen ud ad
mergelbaner til store dele af sognet. Et spor førte over åen til Lifstrup, og i modsætning til tidligere kunne man nu læsse
store partier mergel ud over de forskellige hedelodder.
Det ville tage mange år, hvis det skulle køres ud med hestevogn!
Herved var det muligt at opdyrke
de mange hedelodder ved hovedvejen. Da man desuden
begyndte at bruge traktorer, gik det naturligt nok hurtigere med selve
opdyrkningsarbejdet. Morten Terkelsen, som byggede Højgård, var blandt dem der
opdyrkede store hedestrækninger med traktor.
Efter at selve
opdyrkningsarbejdet var slut skulle der opføres en ejendom. Det blev for mange
nemmere ved, at de små brug kunne få de meget gunstige statshusmandsbrug.
Derved opstod de mange statshusmandsbrug, som er en del af ejendommene i Lifstrup, specielt langs hovedvejen. Stadig var det dog
ofte familie til enten ejerne af en hedelod langs
hovedvejen eller til ejerne af en af de gamle gårde, som byggede en ny ejendom;
men der kom dog også mange fremmede familier til Lifstrup.
Af kort 6 fremgår, hvor mange nye ejendomme, der dukkede op i perioden. Som en naturlig følge kom der ligeledes huse, enten som aftægtshuse, arbejderboliger eller håndværkerboliger. Egen købmand og smed fik Lifstrup i 1930, og 1955 egen foderstofforening. Det var i sandhed Lifstrups blomstringstid. Desværre visner blomster efter blomstringen - men frøene venter på et nyt forår!
Henning Jørgensen
ca. 2001